Værkerne, der er udstillet i DTU's Kunstforening, kommer fra en solopræsentation, som var vist på Viborg Kunsthal i sommeren 2016. Denne tekst er skrevet af Louise Steiwer i forbindelse med udstillingen på Viborg Kunsthal.
\nNemisøen i Albanerbjergene lidt syd for Rom var i antikken udgangspunktet for dyrkelsen af den romerske gudinde Diana.
\nDiana Nemorensis, som hun blev kaldt, var en kraftfuld kvinde med mange forskellige og indbyrdes modsatrettede virkeområder: Hun var ud over at være jagt- og månegudinde også gudinde for frugtbarhed, børnefødsler og nyt liv, skønt man anså hende for at være jomfru.
\nMen Diana var også månegudinde og herskede over underverdenen, og man kunne derfor aldrig vide sig sikker på, at ens bønner blev forstået i den kontekst, de var udsagt. Månen i antikken var i et antitetisk forhold til solens klare lys og logik, og opfattedes som det lunefulde, mystiske og kvindagtige. At tilbede månen var i en vis udstrækning at vende sig væk fra antikkens idealer og tilslutte sig andetheden; kvinden, drifterne og den vilde natur, der ikke lod sig kontrollere af menneskelige, logiske systemer. På den måde var myten om Diana også knyttet til kvinden som mystisk væsen - kvinden som en andethed.
\nI 2015 stod Agnete Bertram ved Dianas helligdom på bredden af Nemisøen. Hun var rejst dertil for at lave skitser til et projekt om den enorme helligdom, der består af adskillige terrasser i flere niveauer med teater, søjlegange og badeanlæg, der fortæller historien om den dekadence, der udspillede sig i antikken. Men noget trak projektet i en anden retning: Bertram var til et foredrag om arkæologernes løbende udgravning af helligdommen, deres frem- og tilbageskridt og lod sig undervejs forføre af gudindens lunefulde status. Udgravningerne forløb med en ekstrem langsomhed, besværet af vejr, årstidernes skiften og vegetationens insisterende anarki: Hvert forår, når arkæologerne vendte tilbage efter vinteren for at kortlægge og kategorisere fortiden, havde et mylder af plantearter overtaget udgravningen, nærmest som ønskede vegetationen at holde det hellige skjult bag et tykt tæppe - en hyldest til Dianas frugtbarhedsfunktion.
\nI Feast of Diana arbejder Agnete Bertram med maleriet som arkæologisk udgravning: Maleriet som rummelighed frem for som flade, som fysisk rum frem for som billedrum og som undersøgelse frem for færdigt resultat. Værkerne er umiddelbart tilstedeværende og sanselige, frem for at være tilbagetrukne og analytiske, og ligesom Diana er Bertram interesseret i det skabende, det handlende og det, der ikke lader sig begrænse af vores narrative logik.
\nSe mere på www.agnetebertram.com
\n
Værkerne, der er udstillet i DTU's Kunstforening, kommer fra en solopræsentation, som var vist på Viborg Kunsthal i sommeren 2016. Denne tekst er skrevet af Louise Steiwer i forbindelse med udstillingen på Viborg Kunsthal.
\nNemisøen i Albanerbjergene lidt syd for Rom var i antikken udgangspunktet for dyrkelsen af den romerske gudinde Diana.
\nDiana Nemorensis, som hun blev kaldt, var en kraftfuld kvinde med mange forskellige og indbyrdes modsatrettede virkeområder: Hun var ud over at være jagt- og månegudinde også gudinde for frugtbarhed, børnefødsler og nyt liv, skønt man anså hende for at være jomfru.
\nMen Diana var også månegudinde og herskede over underverdenen, og man kunne derfor aldrig vide sig sikker på, at ens bønner blev forstået i den kontekst, de var udsagt. Månen i antikken var i et antitetisk forhold til solens klare lys og logik, og opfattedes som det lunefulde, mystiske og kvindagtige. At tilbede månen var i en vis udstrækning at vende sig væk fra antikkens idealer og tilslutte sig andetheden; kvinden, drifterne og den vilde natur, der ikke lod sig kontrollere af menneskelige, logiske systemer. På den måde var myten om Diana også knyttet til kvinden som mystisk væsen - kvinden som en andethed.
\nI 2015 stod Agnete Bertram ved Dianas helligdom på bredden af Nemisøen. Hun var rejst dertil for at lave skitser til et projekt om den enorme helligdom, der består af adskillige terrasser i flere niveauer med teater, søjlegange og badeanlæg, der fortæller historien om den dekadence, der udspillede sig i antikken. Men noget trak projektet i en anden retning: Bertram var til et foredrag om arkæologernes løbende udgravning af helligdommen, deres frem- og tilbageskridt og lod sig undervejs forføre af gudindens lunefulde status. Udgravningerne forløb med en ekstrem langsomhed, besværet af vejr, årstidernes skiften og vegetationens insisterende anarki: Hvert forår, når arkæologerne vendte tilbage efter vinteren for at kortlægge og kategorisere fortiden, havde et mylder af plantearter overtaget udgravningen, nærmest som ønskede vegetationen at holde det hellige skjult bag et tykt tæppe - en hyldest til Dianas frugtbarhedsfunktion.
\nI Feast of Diana arbejder Agnete Bertram med maleriet som arkæologisk udgravning: Maleriet som rummelighed frem for som flade, som fysisk rum frem for som billedrum og som undersøgelse frem for færdigt resultat. Værkerne er umiddelbart tilstedeværende og sanselige, frem for at være tilbagetrukne og analytiske, og ligesom Diana er Bertram interesseret i det skabende, det handlende og det, der ikke lader sig begrænse af vores narrative logik.
\nSe mere på www.agnetebertram.com
\n